Adskillige undersøgelser viser, at det ikke er selve metoden, men forholdet mellem klient og behandler, der har betydning for, hvor effektiv den psykologiske behandling er.
Det er derfor mit vigtigste fokus at møde dig som klient, der hvor du er og skabe en god alliance og et trygt fundament at arbejde ud fra. Jeg søger altid at tilpasse den terapeutiske metode til den klient og problemstilling, der er i fokus.
.
Metoder jeg gør brug af:
Jeg har mange forskellige metodiske refleksioner med i min rygsæk, men jeg benytter primært elementer fra den psykodynamiske-, kognitive- og narrative metode i mit arbejde.
Herudover benytter jeg ofte mindfulness, afspænding og åndedrætsmeditation som supplement til de forskellige behandlinger.
.
Uddybning af mine metoder:
Ved den psykodynamiske metode går man tilbage til barndommen og søger forklaringer på nutidig adfærd og uhensigtsmæssige mønstre hér. Via indsigt og forståelse omkring fortiden, søger man at korrigere den adfærd, som volder problemer i klientens liv her og nu.
_________________________________
Ved den kognitive metode arbejder man på at ændre uhensigtsmæssige tanker, som fastholder klienten i negative mønstre. Den overordnede tanke er, at vores tanker influerer på vore følelser, adfærd samt forskellige kropslige fornemmelser og derfor har betydning for vores velbefindende. De fire elementer (tanker, følelser, adfærd og kropsfornemmelser) påvirker dog gensidigt hinanden, hvilket også afspejler sig i de opgaver klienten kan blive stillet i terapien.
_________________________________
Ved den narrative metode tager man afsæt i den eller de fortællinger klienten fortæller om sig selv og sit liv, da disse historier har betydning for bl.a. selvopfattelse og adfærd. Tanken er, at den måde vi ser verden afhænger af det trossystem, der afspejles i vore fortællinger. I terapien søger terapeuten at eksternalisere/synliggøre dysfunktionelle fortællinger og hjælpe klienten til at distancere sig fra disse og på sigt genopbygge nye mere funktionelle fortællinger.
_________________________________
Mindfulness er en metode, hvor man opøver bevidst nærvær, altså det at være bevidst tilstede i og med det, der nu engang er (f.eks. specifikke situationer og de tanker, følelser og kropsfornemmelser, de afstedkommer). Effekten er ikke til at tage fejl af: krop og psyke falder til ro, og ens modstandskraft og evne til at tolerere frustration, ubehag og smerte (som man alligevel ikke kan gøre noget ved) øges.
_________________________________
Afspænding kan beskrives som en light udgave af mindfulness og er godt sted at starte, hvis man aldrig har prøvet mindfulness- eller meditationsteknikker før. Her fokuserer man mentalt på kroppen og søger at få hver eneste kropsdel til at slappe af. Når kroppen falder til ro, følger psyken som regel efter.
_________________________________
Åndedrætsmeditation er en effektfuld metode, hvor man ved hjælp af forskellige teknikker kan påvirke kroppen til enten at slappe af eller få mere energi. Ved hjælp af åndedrættet kan vi få kontrol over nervesystemet og skabe ro i sindet.
_________________________________
Alle tre sidstnævnte metoder er effektive til at reducere stresssymptomer og ængstelighed, og deres effekt bakkes op af videnskaben!
Kontakt mig gerne for en uddybning af mine metoder.